Ny videnskabelig artikel understøtter fordelene ved Bavarian Nordics cancerimmunterapier
15 september 2011
Download pdf
Kvistgård, Danmark, 15. september 2011 - Bavarian
Nordic A/S (OMX: BAVA) meddelte i dag, at et nyligt publiceret
præklinisk studie, der undersøger selskabets
MVA-BN® teknologi i HER-2-positive tumorer, påviser de
potentielle fordele ved selskabets teknologiplatform til udvikling
af cancerimmunterapier. Resultater fra studiet er offentliggjort i
den seneste udgave af det peer-reviewede tidsskrift, Cancer
Immunology Immunotherapy.
MVA-BN® er under udvikling som terapeutisk vaccine til
behandling af blandt andet brystcancer, hvor vaccinen rettes mod
HER-2 - et protein, der er overudtrykt i op mod 30% af alle
brystcancertilfælde og som øger risikoen for
tilbagefald af sygdommen.
I artiklen "Immunotherapy with MVA-BN®-HER2 induces
HER-2-specific Th1 immunity and alters the intratumoral balance of
effector and regulatory T cells" vises, at en enkelt
behandling med MVA‑BN® HER2 fremkalder en kraftig
antitumoreffekt i lungemetastaser hos mus. Denne antitumoreffekt
forekom trods en kraftig immunundertrykkelse, der var
forårsaget af tumoren. Disse data viser, at behandling med
MVA-BN® HER2 kontrollerer tumorvækst via en række
mekanismer, herunder fremkaldelse af HER-2 specifikke
immunresponser og kontrol af immunundertrykkelse. En tilsvarende
immunitet og tumoreffekt blev ikke observeret ved anvendelse af
traditionelle behandlingsformer.
Den brede effekt som opnås ved vaccination med
MVA-BN®, kombineret med dens favorable bivirkningsprofil,
indikerer, at teknologien er ideel til udvikling af nye
immunterapier til behandling af forskellige cancertyper, og
resultaterne understøtter selskabets igangværende
kliniske forsøg inden for cancerimmunterapi, herunder
selskabets førende vaccinekandidat, PROSTVAC® til
behandling af metastatisk prostatacancer.
Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian
Nordic, udtaler: "Vi har PROSTVAC® på vej mod fase
3-forsøg med særdeles lovende resultater i
prostatacancer. Dette studie, hvor teknologien anvendes mod
HER2-positiv brystcancer er endnu en indikator på, at vores
teknologi har potentiale i udviklingen af terapeutiske vacciner,
der kan forsinke - og i nogle tilfælde helt bremse -
cancerens udvikling."
Et resumé af artiklen kan ses på selskabets
hjemmeside:
/pipeline/mva-bn-her2.aspx
Om poxvira og immunterapi
Om end øget udtrykkelse af tumor-relaterede
antigener, såsom PSA i prostatacancer er forbundet med
fremskreden sygdom, kan disse antigener ikke i tilstrækkelig
grad aktivere immunsystemet til at angribe cancercellerne. For at
afhjælpe denne svage respons, kan rekombinante virusvektorer,
herunder MVA-BN® og vaccinia/fowlpox, anvendes til at udtrykke
et eller flere antigener og dermed forstærke immunsystemets
evne til at identificere og nedbryde cancerceller, der bærer
antigenet.
Kontakt:
Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64