Bavarian Nordic i unikt samarbejde om udvikling af nye cancervacciner

03 marts 2011
Download pdf 

Et projekt med en række førende forskere fra universiteter i Danmark, Bavarian Nordic og to udenlandske virksomheder modtog i dag en rekordbevilling fra Højteknologifonden til forskning i hidtil ukendte virus og bakterier, som kan være medvirkende til udvikling af cancer. 

Højteknologifonden bevilgede næsten 90 millioner kroner til etablering af en national teknologiplatform til kortlægning af genetisk arvemasse (DNA) - samt til forskning i at identificere virus og bakterier, der kan have relation til cancer. Målet er at udvikle forebyggende vacciner mod store cancersygdomme som eksempelvis brystcancer, prostatacancer, leukæmi og cancer i tyktarmen. Præcis som den allerede eksisterende vaccine mod livmoderhalskræft. 

- Projektet er stort, ambitiøst og på mange måder banebrydende. For Bavarian Nordic åbner det muligheden for et samarbejde med den ypperste danske forskning. Og det er efter min opfattelse et smukt eksempel på, hvad alle efterlyser i samfundsdebatten - nemlig hvad Danmark skal satse på og leve af fremover, siger Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic A/S.

Hvert år dør 7,4 millioner mennesker på verdensplan af cancer. Det skønnes, at 15% af alle cancertilfælde skyldes virus og bakterier, som endnu er ukendte. Det er disse ukendte fragmenter, som forskerne nu sætter jagten ind på. I spidsen er blandt andre årets eliteforsker professor Dr. scient Eske Willerslev fra Center for Geogenetik ved Københavns Universitet, som er specialist i at identificere hidtil ukendt DNA. Lykkes det, er vejen banet for at udvikle vacciner mod nogle af verdens mest livstruende sygdomme.

- For Bavarian Nordic er projektet nærmest formstøbt til vores forretningsområde - forskning, udvikling og produktion af avancerede vacciner. Det er åbenbart, at vacciner er vejen frem på cancerområdet, og Bavarian Nordic er jo allerede langt i udviklingen af en såkaldt terapeutisk vaccine til behandling af fremskreden prostatacancer - PROSTVAC®. Men det siger sig selv, at vi ser et meget stort potentiale i at være med i udviklingen og produktionen af forebyggende vacciner, som helt eller delvist helt kan forhindre cancer i at bryde ud," siger Anders Hedegaard.

 

Kontakt:

Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64