Bavarian Nordic iværksætter incitamentsprogram for alle medarbejdere
16 december 2011
Download pdf
Kvistgård, Danmark, 16. december 2011 - Bavarian
Nordic A/S (OMX: BAVA) meddelte i dag, at selskabet, i
overensstemmelse med bestyrelsens beslutning af dags dato,
iværksætter et treårigt incitamentsprogram i
januar 2012 for alle ansatte i Bavarian Nordic koncernen.
Programmet er et bonusprogram, der baseres på såkaldte
fantomaktier (bonusprogram koblet til selskabets aktiekurs). Det
vil sige, at medarbejderne ved udløb af programmet i 2015
kan udnytte et antal fantomaktier og derved opnå ret til en
kontant bonus beregnet ud fra stigning i selskabets aktiekurs.
Incitamentsprogrammet medfører ikke udvanding for selskabets
aktionærer.
Hver medarbejder tildeles månedligt med virkning fra 1.
januar 2012 op til seks fantomaktier pr. måned man er ansat
frem til og med 31. december 2014, således at hver
medarbejder maksimalt kan modtage 216 fantomaktier i programmets
løbetid. Nye medarbejdere indtræder i programmet efter
3 måneders ansættelse. Udnyttelseskursen er DKK 45,3 og
er fastsat som den gennemsnitlige børskurs (lukkekurs) for
selskabets aktier i en periode på 15 børsdage forud
for dags dato med tillæg af 15 %, dog således at
udnyttelseskursen mindst skal udgøre en kurs svarende til
selskabets lukkekurs i går. På tidspunktet for
udnyttelse vil medarbejderne for hver fantomaktie modtage en
kontant bonus svarende til DKK 1 pr. kurspoint selskabets aktiekurs
overstiger udnyttelseskursen. Beløbet er
indkomstskattepligtigt.
Tidspunktet for udnyttelse er fastsat til perioden, der starter
den 19. januar 2015 og slutter den 1. februar 2015 (begge dage
inklusive). Det er en forudsætning for udnyttelse, at
selskabets aktiekurs på tidspunktet for udnyttelse i 2015 er
mindst 10% højere end udnyttelseskursen.
Baseret på det nuværende antal ansatte i koncernen
vil det treårige incitamentsprogram omfatte op til 96.768
fantomaktier, hvoraf direktionen vil modtage op til 216 stk.
fantomaktier og øvrige medlemmer af koncernledelsen vil
modtage op til i alt 648 stk. fantomaktier. Den gennemsnitlige
nutidsværdi pr. fantomaktie udgør DKK 9,4 beregnet ved
anvendelse af Black-Scholes model med en risikofri rente på
0,3% og ud fra den historiske volatilitet for aktien. Beregningen
er foretaget ud fra en markedskurs for aktien på DKK 40,7 pr.
aktie.
Kontakt:
Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64