Bavarian Nordic - Delårsrapport for perioden 1. januar – 30. september 2011
16 november 2011
Download pdf
Solide resultater i begge divisioner; på rette vej mod
opfyldelse af hovedmål for 2011 med leverance af 4 millioner
doser IMVAMUNE til USA og nylig påbegyndelse af det kliniske
fase 3 forsøg med PROSTVAC®
Omsætningen i perioden var DKK 155 mio. mod DKK 219 mio. i
samme periode året før. Resultatet for perioden var et
underskud før skat på DKK 333 mio. mod et underskud
før skat på DKK 386 mio. i samme periode året
før. Resultatet var i overensstemmelse med selskabets
forventninger. Pr. 30. september 2011 udgjorde koncernens
kapitalberedskab DKK 632 mio., inklusive kreditfaciliteter på
DKK 120 mio.
Forventningerne til det økonomiske resultat for 2011
fastholdes med en omsætning i størrelsesordenen DKK
500 mio. og et underskud før skat i størrelsesordenen
DKK 350 mio. Som meddelt den 28. oktober, er forventningerne til
kapitalberedskabet opjusteret fra ca. DKK 525 mio. til DKK 650 mio.
ved årets udgang som følge af opnåelsen af en
milepælsbetaling på USD 25 mio. under RFP-3
kontrakten.
Vigtige begivenheder i 2011
- Det kliniske fase 3 forsøg med PROSTVAC® er
påbegyndt i USA
- Succesrig opskalering af produktionen af IMVAMUNE® til fire
batcher om ugen - planlagt leveranceplan fastholdes
- Alle doser, der er planlagt leveret til det amerikanske
nationale beredskabslager i 2011, er produceret og er enten leveret
eller afventer endelig frigivelse og afsendelse i 2011
- Performance-baseret milepælsbetaling på USD 25 mio.
modtaget under kontrakten med den amerikanske regering
- Tillæg til RFP-3 kontrakten har øget den samlede
kontraktsum med op til USD 8 mio.
- Udvidet samarbejdet med National Cancer Institute (NCI) omkring
immunterapier til forskellige cancertyper
- Pipeline udvidet med indlicensering af ny cancervaccinekandidat
i klinisk fase 2; CV-301
Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian
Nordic, udtaler: "Efter den succesrige opskalering af
produktionen af IMVAMUNE® tidligere i år og med det netop
påbegyndte kliniske fase 3 forsøg med PROSTVAC® er
vi godt på vej til at opfylde de væsentlige mål
for Bavarian Nordic i 2011, som dermed markerer et fantastisk
år for selskabet. Udover disse milepæle, har vi
også haft succes med at øge aktiviteterne i begge
vores forretningsdivisioner. Senest har vi udvidet vores samarbejde
med NCI og opnåede derigennem rettighederne til at udvikle
nye vacciner til flere cancerformer på samme
teknologiplatform som PROSTVAC®. Og vores dedikerede arbejde
inden for infektionssygdomme blev anerkendt med den nylige
tildeling af en performancebaseret milepælsbetaling, hvilket
har styrket selskabets kapitalberedskab."
Udvalgte, kommende begivenheder
- Levering af to millioner doser IMVAMUNE® (Q4. 2011)
- Rapportering af kliniske fase 2 data for CV-301 i brystcancer
(H1, 2012)
- Endelig rapportering af kliniske fase 1/2 data for MVA-BN®
PRO i prostatacancer (H1, 2012)
- Påbegynde kliniske fase 3 forsøg med IMVAMUNE®
(H2, 2012)
- Påbegynde kliniske fase 2 forsøg med IMVAMUNE®
i frysetørret formulering (H2, 2012)
- Markedsgodkendelse af IMVAMUNE® i Canada (2012)
- Yderligere data fra NCI's igangværende kliniske fase 1 og
fase 2 forsøg med PROSTVAC® (2012)
Vigtige begivenheder i tredje kvartal
Vigtige begivenheder for hele 2011 kan ses i listen over
udvalgte selskabsmeddelelser på side 9
- Produktionen af IMVAMUNE® opskaleret med succes
I august opskalerede Bavarian Nordic produktionen af IMVAMUNE®
fra tre til fire batcher om ugen på selskabets kommercielle
produktionsfacilitet i Danmark. Med den nuværende
produktionstakt forventer selskabet at levere i alt fire millioner
doser i 2011 og 14 millioner doser i 2012 og 2013, hvorved
leverancerne under den eksisterende kontrakt med den amerikanske
regering afsluttes.
- Tillæg til RFP-3 kontrakten øger den samlede
kontraktsum
I september blev RFP-3 kontrakten modificeret og øgedes
dermed med op til USD 8 mio., hvilket øgede den samlede
kontraktsum til USD 513 mio. Kontraktforøgelsen omfatter
allerede afholdte omkostninger, knyttet til forsinkelser i den
regulatoriske proces samt yderligere kontraktarbejde, som den
amerikanske regering har anmodet om. Omtrent USD 6 mio. faktureres
i 2011, og de resterende ca. USD 2 mio. indtægtsføres
i løbet af den resterende del af kontraktperioden.
- Klinisk protokol for fase 3 med IMVAMUNE® er godkendt af de
amerikanske sundhedsmyndigheder
De amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt studieprotokollen
for det kliniske fase 3 forsøg, som vil være et
randomiseret, placebokontrolleret, dobbeltblindet lot consistency
studie med 4.000 raske forsøgspersoner. Udvælgelse af
en kontraktforskningsorganisation er i gang og forventes afsluttet
inden udgangen af 2011, mens indrullering først
påbegyndes i andet halvår 2012 i USA og Europa. Den
aftalte udformning af studiet kræver, at den amerikanske
regering udnytter en option i basiskontrakten under RFP-3 til at
dække de omkostninger, som det øgede antal
forsøgspersoner medfører. Udformningen af de pivotale
ikke-kliniske studier afventer fortsat tilbagemelding fra de
amerikanske sundhedsmyndigheder.
Vigtige begivenheder efter tredje
kvartal
- Klinisk fase 3 forsøg med PROSTVAC®
påbegyndt
I November påbegyndtes indrullering i det afgørende
kliniske fase 3 forsøg med PROSTVAC® i patienter med
asymptomatisk eller minimal symptomatisk metastatisk
kastrationsresistent prostatacancer. Forsøget, der afvikles
under en Special Protocol Assessment (SPA) aftale med de
amerikanske sundhedsmyndigheder, forventes at indrullere omkring
1.200 patienter på ca. 300 kliniske centre i mere end 20
lande.
- Nyt samarbejde med National Cancer Institute; indeholder
rettigheder til nye vaccinekandidater
I oktober indgik Bavarian Nordic en fælles forsknings- og
udviklingsaftale (CRADA) med National Cancer Institute. Via dette
udvidede samarbejde har selskabet opnået ekslusive
rettigheder til CV-301 - en vaccinekandidat til behandling af
forskellige cancerformer. CV-301 afprøves i
øjeblikket i et randomiseret klinisk fase 2 forsøg i
patienter med metastatisk brystcancer, der modtager docetaxel
(kemoterapi) alene eller i kombination med CV-301. Data fra studiet
forventes præsenteret i første halvår 2012
- USD 25 mio. modtaget i milepælsbetaling efter succesrig
opskalering af produktionen af IMVAMUNE®
I oktober modtog Bavarian Nordic en performance-baseret
milepælsbetaling på USD 25 mio. under kontrakten med
den amerikanske regering. Betalingen relaterer sig til den nylige
succesrige opskalering af produktionen fra tre til fire batcher om
ugen.
Telefonkonference
Selskabet afholder telefonkonference i dag, onsdag den 16.
november kl. 14.00, hvor administrerende direktør Anders
Hedegaard vil præsentere delårsregnskabet efterfulgt af
Q&A, hvor finansdirektør Ole Larsen og
investorrelationschef Rolf Sass Sørensen ydermere vil
deltage. Telefonkonferencen vil foregå på
engelsk, og telefonnummeret er +45 3271 4607. Den tilhørende
præsentation kan i forvejen downloades på selskabets
hjemmeside: www.bavarian-nordic.com/q3.
Kontakt:
Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64