Bavarian Nordic modtager fremrykket milepælsbetaling på USD 25 mio. efter industriel opskalering af produktionen af IMVAMUNE®
28 oktober 2011
Download pdf
- Selskabet opjusterer forventningerne til
kapitalberedskabet ved udgangen af 2011
Kvistgård, Danmark, 28. oktober 2011 - Bavarian
Nordic A/S (OMX: BAVA) meddelte i dag, at selskabet har modtaget en
performance-baseret milepælsbetaling på USD 25 mio.
under kontrakten med den amerikanske regering om levering af 20
mio. doser af selskabets ikke-registrerede koppevaccine,
IMVAMUNE®, til det amerikanske nationale beredskabslager.
Denne milepælsbetaling er udstedt som en anerkendelse af
selskabets nylige, succesrige opskalering af produktionen fra tre
til fire batcher om ugen på produktionsfaciliteten i
Kvistgård. Betalingen, der udgør en del af den
eksisterende kontraktsum, vil blive indtægtsført i
takt med leverancerne af de resterende doser. Betalingen er
tilbagebetalingspligtig, såfremt selskabet - imod forventning
- ikke opfylder kontrakten.
Betalingen vil forbedre pengestrømmene i 2011 med ca. DKK
125 mio. og således vil de akkumulerede frie
pengestrømme fra kontrakten i perioden 2012-2013 blive
reduceret tilsvarende. Som følge heraf opjusterer selskabet
sine forventninger til kapitalberedskabet ved udgangen af 2011 fra
ca. DKK 525 mio. til ca. DKK 650 mio.
Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian
Nordic, udtaler: "Med opskaleringen af vores produktion har vi
nået et vigtigt industrielt mål, som understreger vores
evne til at producere vacciner i stor skala. Med fire batcher om
ugen er vi på rette vej til at levere i alt 4 millioner doser
IMVAMUNE® i år som planlagt. Vi er glade for, at vores
ihærdige indsats anerkendes af den amerikanske regering, der
dermed viser sin fortsatte støtte til udviklingen og
leverancerne af IMVAMUNE® til deres beredskabslager."
Kontakt:
Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64