Bavarian Nordic offentliggør regnskab for første halvår 2011

31 august 2011
Download pdf 

Klik her for at læse hele rapporten

Kvistgård, Danmark, 31. august 2011 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggør i dag regnskab for første halvår 2011. Bavarian Nordic havde i perioden en omsætning på DKK 58 mio. mod DKK 175 mio. i første halvår 2010. 

Resultatet for perioden var et underskud før skat på DKK 275 mio. mod et underskud før skat på DKK 179 mio. i samme periode året før. Resultatet var i overensstemmelse med selskabets forventninger. 

Pr. 30. juni 2011 udgjorde koncernens kapitalberedskab DKK 800 mio., inklusive kreditfaciliteter på DKK 120 mio. 

Forventningerne til det økonomiske resultat for 2011 fastholdes med en omsætning i størrelsesordenen DKK 500 mio. og et underskud før skat i størrelsesordenen DKK 350 mio. Kapitalberedskabet forventes at være i størrelsesordenen DKK 525 mio. ved årets udgang. 

Vigtige begivenheder i regnskabsperioden 

  • Succesfuld emission med nettoprovenu på DKK 654 mio.
    I maj gennemførte Bavarian Nordic en succesfuld fortegningsemission og opnåede et nettoprovenu på DKK 654 mio., som muliggør en selvstændig udvikling af PROSTVAC®, der forventes at påbegynde de afsluttende fase 3 studier i andet halvår 2011.

     
  • Den amerikanske regering udvider kontrakten om udvikling af frysetørret IMVAMUNE®
    I april forøgede den amerikanske regering værdien af den eksisterende kontrakt om udvikling af en frysetørret version af koppevaccinen IMVAMUNE® fra USD 40 mio. til USD 94 mio. Udvidelsen af kontrakten vil finansiere yderligere studier og produktionsaktiviteter til fremme af udviklingen af den frysetørrede version inden for kontraktperioden.

     
  • Ansøgning om markedsgodkendelse af IMVAMUNE® indsendt i Canada
    I marts indsendte Bavarian Nordic en ansøgning til de canadiske sundhedsmyndigheder om markedsgodkendelse af IMVAMUNE® som koppevaccine til den generelle befolkning over 18 år.

     
  • Nye IMVAMUNE® leveringskontrakter med Danmark og et andet europæisk NATO-land
    I juni indgik Bavarian Nordic kontrakt med det danske forsvar samt et andet europæisk NATO-land om levering af IMVAMUNE®.

     
  • Nyt NCI sponseret fase 2 studie med PROSTVAC® i kombination med kemoterapi
    Et nyt multicenter, randomiseret fase 2 studie med PROSTVAC® i 144 patienter med metastatisk kastrationsresistent prostatacancer blev påbegyndt i februar. Studiet sammenligner PROSTVAC® efterfulgt af docetaxel (kemoterapi) med docetaxel som monoterapi.
  • PROSTVAC® data i tidlig-fase prostatacancer præsenteret på 2011 ASCO Annual Meeting
    På 2011 ASCO Annual Meeting i juni præsenterede investigatorer fra National Cancer Institute data fra et klinisk forsøg med PROSTVAC® i patienter med lokalt tilbagevendende prostatacancer. Resultaterne fra forsøget indikerer, at PROSTVAC® har aktiv virkning selv i en så tidlig fase af sygdommen som lokalt tilbagevendende prostatacancer.

     
  • Patentposition på MVA-BN® forsvaret med succes
    I april afgjorde voldgiftsretten, ICC International Court of Arbitration voldgiftssagen, der har verseret mod Helmholtz Zentrum München siden 2009. Afgørelsen faldt ud til Bavarian Nordics fordel, idet Helmholtz Zentrum Münchens påstande om krav på royaltybetalinger for Bavarian Nordics MVA-BN®-baserede vacciner, herunder IMVAMUNE®, blev fundet som værende grundløse. 

Vigtige begivenheder efter regnskabsperiodens udløb

 

  • Fase 3 forsøg med IMVAMUNE® udvides og afventer fortsat endelige retningslinjer fra myndighederne
    De amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har for nylig planlagt en åben workshop i september for at diskutere godkendelsesproceduren for næstegenerations koppevacciner (IMVAMUNE®), for hvilke der søges godkendelse under den såkaldte "animal rule". Om end denne nye godkendelsesprocedure har forsinket de afgørende ikke-kliniske forsøg, er udformningen af det kliniske fase 3 studie i hovedtræk aftalt med FDA, og planlægningen heraf vil gå i gang allerede i år, men indrullering påbegyndes først i andet halvår 2012. Leverancerne af IMVAMUNE® under RFP-3 basiskontrakten påvirkes ikke af fase 3 studiets planlægning og efterfølgende gennemførelse. Da den aftalte udformning af fase 3 studiet er større og rummer flere forsøgspersoner end Bavarian Nordic oprindeligt havde foreslået, har selskabet, i henhold til en bestemmelse i RFP-3 kontrakten, anmodet den amerikanske regering om dækning af de relaterede meromkostninger, forud for studiets påbegyndelse. 

Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic, udtaler: "I første halvår 2011 opnåede Bavarian Nordic en række væsentlige milepæle, der understøtter selskabets fortsatte fremdrift. Med en succesfuld aktieemission i maj sikrede vi en rettidig opstart af fase 3 for PROSTVAC® senere i år. Vi opskalerede vores produktion med succes og forventer således fortsat at levere fire millioner doser IMVAMUNE® i år. Endelig blev vores relationer til den amerikanske regering yderligere styrket med udvidelsen af kontrakten om udvikling af frysetørret IMVAMUNE®, hvilket potentielt kan føre til yderligere kontrakter. Med selskabets solide kassebeholdning og sikre ordrebeholdning er Bavarian Nordic godt sikret mod den nuværende turbulens i verdensøkonomien." 

Udvalgte, kommende begivenheder 

  • Påbegynde fase 3 forsøg med PROSTVAC® i patienter med asymptomatisk eller minimal symptomatisk metastatisk kastrationsresistent prostatacancer (H2, 2011)
  • Afslutte indrullering af patienter og fremlægge foreløbige immundata for MVA-BN® HER2 i brystcancer (H2, 2011)
  • Rapportering af endelige fase 1/2 data for MVA-BN® PRO i prostatacancer (H1, 2012)
  • Påbegynde fase 3 forsøg med IMVAMUNE® (H2, 2012)
  • Markedsgodkendelse af IMVAMUNE® i Canada (2012)
  • Påbegynde fase 1 forsøg med MVA-BN® Anthrax (H1, 2012)
  • Påbegynde fase 1 forsøg med MVA-BN® RSV (H1, 2012)

Telefonkonference
Selskabet afholder telefonkonference i dag, onsdag den 31. august kl. 14.00, hvor administrerende direktør Anders Hedegaard vil præsentere delårsregnskabet efterfulgt af Q&A, hvor finansdirektør Ole Larsen og investorrelationschef Rolf Sass Sørensen ydermere vil deltage.  Telefonkonferencen vil foregå på engelsk, og telefonnummeret er +45 3271 4607. Den tilhørende præsentation kan i forvejen downloades på selskabets hjemmeside: www.bavarian-nordic.com/q2.



 

Kontakt:

Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64