Bavarian Nordic A/S – Delårsrapport for perioden 1. januar – 31. marts 2011

31 maj 2011
Download pdf 

Ikke til offentliggørelse eller distribution i USA, Canada, Australien eller Japan. 

Denne meddelelse er ikke et tilbud om køb eller salg af værdipapirer i Bavarian Nordic A/S ("Værdipapirer") i USA eller i nogen anden jurisdiktion. Værdipapirerne må ikke tilbydes eller sælges i USA uden registrering eller i henhold til en undtagelse fra registreringspligten efter U.S. Securities Act fra 1933 med senere ændringer. Udstederen af Værdipapirerne har ikke registreret og agter ikke at registrere Værdipapirerne eller en del heraf i USA eller i nogen anden jurisdiktion uden for Danmark og Storbritannien og har ikke til hensigt at foretage noget offentligt udbud af Værdipapirerne i USA eller i andre jurisdiktioner uden for Danmark og Storbritannien. Kopier af denne meddelelse må ikke distribueres i USA, Canada, Australien eller Japan.

Denne meddelelse udleveres og henvender sig alene til personer i Storbritannien, der er kvalificerede investorer, som denne term defineres i Prospektdirektivet, som også er i) "investment professionals" som defineret i paragraf 19(5) i Financial Services and Markets Act 2000 (Financial Promotion) Order 2005 ("Bekendtgørelsen") eller ii) "high net worth entities" og andre, til hvem det lovligt kan videreformidles, som defineret i paragraf 49(2)(a) til (d) i Bekendtgørelsen (alle sådanne personer betegnes som "relevante personer"). Værdipapirer i Bavarian Nordic A/S ("Værdipapirer") er kun tilgængelige for relevante personer, og enhver opfordring, ethvert tilbud eller enhver aftale om at tegne, købe eller på anden måde erhverve sådanne udbudte aktier vil kun blive indgået med relevante personer. Personer, der ikke er relevante personer, bør ikke handle ud fra eller basere sig på oplysningerne i denne meddelelse eller noget af dens indhold.  

Klik her for at læse hele rapporten

Kvistgård, Danmark, 31. maj 2011 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggør i dag regnskab for første kvartal 2011. Bavarian Nordic havde en omsætning på DKK 29 mio. og et underskud før skat på DKK 135 mio. Pr. 31. marts 2011 udgjorde koncernens kapitalberedskab DKK 326 mio., inklusive kreditfaciliteter på DKK 112 mio. Med den succesfulde gennemførelse af en fortegningsemission i maj 2011, er selskabets kapitalberedskab blevet væsentligt styrket og udgør ved udgangen af maj ca. DKK 825 mio. Forventningerne til det økonomiske resultat for 2011 fastholdes med en omsætning i størrelsesordenen DKK 500 mio. og et underskud før skat i størrelsesordenen DKK 350 mio. Kapitalberedskabet forventes at være i størrelsesordenen DKK 525 mio. ved årets udgang.

Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic, udtaler: "Siden offentliggørelsen af vores nye strategi for den videre udvikling af PROSTVAC® i marts, har der været stor fokus på selskabet og vi er derfor glade for, at den vellykkede emission i sidste uge nu har muliggjort at vi kan forfølge en selvstændig udvikling af PROSTVAC® og starte fase 3 forsøget i andet halvår 2011. Således har vi på én gang sikret såvel projektets fremskridt, som et solidt udgangspunkt for de videre diskussioner med potentielle partnere, idet værdien af projektet er fastholdt i selskabet. Perioden har også budt på vigtige begivenheder inden for vores division for infektionssygdomme, særligt med udvidelsen af kontrakten om frysetørret IMVAMUNE®, hvilket endnu engang styrker båndene til den amerikanske regering og vi forventer at dette skaber grundlag for flere fremtidige kontrakter."

Vigtige begivenheder i regnskabsperioden 

  • Ansøgning om markedsgodkendelse af IMVAMUNE® indsendt i Canada
    I marts indsendte Bavarian Nordic en ansøgning om markedsgodkendelse af IMVAMUNE® i Canada. Såfremt Health Canada godkender vaccinen, hvilket normalt tager et års tid, vil IMVAMUNE® blive accepteret som koppevaccine til den generelle befolkning over 18 år. 
  • Nyt fase 2 studie med PROSTVAC® i kombination med kemoterapi
    Et nyt multicenter, randomiseret fase 2 studie med PROSTVAC® i 144 patienter med metastatisk kastrationsresistent prostatacancer blev påbegyndt i februar 2011. Studiet sammenligner PROSTVAC® efterfulgt af docetaxel (kemoterapi) med docetaxel som monoterapi. PROSTVAC® er i øjeblikket under afprøvning som monoterapi eller kombinationsbehandling i seks igangværende kliniske fase 1 og fase 2 forsøg i flere end 370 patienter på forskellige sygdomsstadier.  

Vigtige begivenheder efter regnskabsperiodens udløb

  • Succesfuld emission med nettoprovenu på ca. DKK 653 mio.
    I maj gennemførte Bavarian Nordic en succesfuld fortegningsemission som genererede et nettoprovenu på DKK 653 mio. Emissionen blev positivt modtaget af såvel danske som internationale investorer, herunder specialister inden for sundhedspleje. Provenuet fra emissionen vil blive anvendt til at forfølge en selvstændig udvikling af PROSTVAC®, som forventes at påbegynde de afsluttende fase 3 studier i andet halvår 2011. 
  • Patentposition på MVA-BN® atter forsvaret med succes
    I april afgjorde voldgiftsretten, ICC International Court of Arbitration voldgiftssagen, der har verseret mod Helmholtz Zentrum München siden 2009. Afgørelsen faldt ud til Bavarian Nordics fordel, idet Helmholtz Zentrum Münchens påstande om krav på royaltybetalinger for Bavarian Nordics MVA-BN®-baserede vacciner, herunder IMVAMUNE®, blev fundet som værende grundløse.
  • Den amerikanske regering udvider kontrakten om udvikling af frysetørret IMVAMUNE®
    I april forøgede den amerikanske regering via Biomedical Advanced Research and Development Authority (BARDA) værdien af den eksisterende kontrakt om udvikling af en frysetørret version af koppevaccinen IMVAMUNE® fra USD 40 mio. til USD 94 mio., og understregede dermed sin fortsatte støtte til udviklingsprogrammet for IMVAMUNE®.

Telefonkonference
Selskabet afholder telefonkonference i dag, tirsdag den 31. maj kl. 14.00, hvor administrerende direktør Anders Hedegaard vil præsentere delårsregnskabet efterfulgt af Q&A. Telefonkonferencen vil foregå på engelsk, og telefonnummeret er +45 3271 4607. Den tilhørende præsentation kan i forvejen downloades på selskabets hjemmeside: www.bavarian-nordic.com.

 

Kontakt:

Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64