Bavarian Nordic indgår i nyt forskningsprojekt til udvikling af nye cancervacciner støttet af Højteknologifonden

03 marts 2011
Download pdf 

Kvistgård, Danmark, 3. marts 2011 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggør i dag selskabets deltagelse i et nyt dansk forskningsprojekt, hvis formål er at afdække virus og bakterier, som kan være mulige årsager til udvikling af cancer. Identifikation af sådanne virus er et vigtigt trin på vejen til udvikling af cancervacciner. Bavarian Nordic er udvalgt som partner i projektet og vil blive forbeholdt de eksklusive rettigheder til at kommercialisere cancervacciner, som måtte blive udviklet på baggrund af projektet. Indtil eventuelle virus, som kan lede til den videre udvikling af nye vacciner, er blevet identificeret, er selskabets deltagelse i projektet forbundet med minimale omkostninger. 

Forskningsprojektet indgår som en del af et større projekt, der netop har modtaget en rekordbevilling på næsten DKK 90 mio. fra Højteknologifonden, gennemføres i samarbejde mellem Bavarian Nordic og nogle af de mest anerkendte forskere fra universiteter i Danmark, herunder professor Dr. scient og leder af Center for Geogenetik ved Københavns Universitet Eske Willerslev, og overlæge og specialist i infektionssygdomme ved Statens Seruminstitut, adjungeret professor Lars P. Nielsen. 

Baggrund for projektet

Cancer koster på verdensplan 7,4 millioner liv om året og er dermed årsag til 13 % af alle dødsfald.  Som oftest er årsagen til cancer ukendt, men er i visse tilfælde forårsaget af virus. Det gælder blandt andet livmoderhalskræft, hvor der allerede er udviklet en effektiv vaccine, der beskytter imod de fleste tilfælde.

Via projektet er det forhåbningen at kunne identificere hidtil ukendte virus og bakterier, der er årsag til andre cancertyper, hvor det skønnes at 15 % af tilfældene forårsages af virus og bakterier. Dette kan bane vejen for udvikling af nye vacciner mod disse. 

Hidtil har påvisningen af nye virus og bakterier været meget vanskelig, men ved hjælp en avanceret ny sekventeringsteknologi (karakterisering og bestemmelse af DNA), vil forskerne søge efter hidtil ukendte DNA-fragmenter, der kan føre til identifikation af nye virus og mikroorganismer relateret til cancer. Forskergruppen har allerede erfaring med teknologien, og har på andre områder påvist ukendt virus i DNA fra patienter.

Projektet vil koncentrere sig om de mest udbredte cancerformer, herunder bryst-, prostata-, og tyktarmscancer samt leukæmi - med henblik på at undersøge, hvorledes DNA fra disse cancerpatienter adskiller sig fra raske menneskers DNA.

Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic, udtaler: "Dette projekt er nærmest formstøbt til vores forretning hvor vi er højt specialiserede inden for både forskning, udvikling og produktion af avancerede vacciner. Det er åbenbart, at vacciner er vejen frem på cancerområdet, og Bavarian Nordic er allerede langt i udviklingen af en vaccine til behandling af fremskreden prostatacancer - PROSTVAC®. Vi ser et meget stort potentiale i at være med i udviklingen og produktionen af nye vacciner, som helt eller delvis kan forhindre udbredelsen af cancer."

 

Kontakt:

Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64