Bavarian Nordic og Oxford BioMedica indgår forlig i alle sager om MVA-BN®
27 januar 2010
Download pdf
Ikke til offentliggørelse
eller distribution, direkte eller indirekte, i Australien, Canada,
Japan eller USA
Denne meddelelse er ikke et tilbud om køb eller salg af
værdipapirer i Bavarian Nordic A/S ("Værdipapirer") i
Australien, Canada, Japan eller USA eller i nogen anden
jurisdiktion. Værdipapirerne må ikke tilbydes eller
sælges i USA uden registrering eller i henhold til en
undtagelse fra registreringspligten efter U.S. Securities Act fra
1933 med senere ændringer. Udstederen af Værdipapirerne
har ikke registreret og agter ikke at registrere
Værdipapirerne eller en del heraf i USA eller i nogen anden
jurisdiktion uden for Danmark og Storbritannien og har ikke til
hensigt at foretage noget offentligt udbud af Værdipapirerne
i USA eller i andre jurisdiktioner uden for Danmark og
Storbritannien. Kopier af denne meddelelse må ikke
distribueres i Australien, Canada, Japan eller USA.
Kvistgård, Danmark, 27. januar 2010 - Bavarian
Nordic A/S (OMX: BAVA) meddelte i dag, at selskabet har
indgået en aftale om globalt forlig med Oxford BioMedica,
hvilket bringer de verserende sager mellem parterne
vedrørende Modified Vaccinia Ankara (MVA-BN®) til
ophør.
Som led i aftalen vil Bavarian Nordic tildele en licens på
selskabets MVA-BN® patenter til Oxford BioMedica mod
milepælsbetalinger og royalties. Oxford BioMedica vil tildele
Bavarian Nordic en licens til sine heterologe prime-boost patenter
mod betaling af milepæle og royalties fra Bavarian Nordic,
samt en sublicens til visse poxvirus-patenter, der er licenseret
til Oxford BioMedica af sanofi aventis.
Som følge af aftalen, hvis vilkår er fortrolige,
vil alle verserende retstvister ophøre, og alle indsigelser,
som Oxford Biomedica har indsendt til de europæiske
patentmyndigheder, vil blive trukket tilbage. Endvidere har
selskaberne aftalt at indlede diskussioner om et muligt fremtidigt
samarbejde baseret på selskabernes respektive ekspertiser
inden for poxvirus-vacciner samt Bavarian Nordics kommercielle
produktionskapacitet.
Aftalen får ingen indflydelse på selskabets
økonomiske forventninger til 2009 og 2010.
I en fælles udtalelse kommenterede John Dawson,
administrerende direktør i Oxford BioMedica og Anders
Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic:
"Dette forlig bringer retstvisterne mellem vores selskaber til
ophør og skaber grundlag for at begge selskaber kan
fortsætte udviklingen af deres respektive
vaccineforretninger."
Kontakt:
Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64