PROSTVAC™ artikel offentliggjort af det førende videnskabelige tidsskrift Journal of Clinical Oncology
26 januar 2010
Download pdf
Ikke til offentliggørelse
eller distribution, direkte eller indirekte, i Australien, Canada,
Japan eller USA
Denne meddelelse er ikke et tilbud om køb eller
salg af værdipapirer i Bavarian Nordic A/S
("Værdipapirer") i Australien, Canada, Japan eller USA eller
i nogen anden jurisdiktion. Værdipapirerne må ikke
tilbydes eller sælges i USA uden registrering eller i henhold
til en undtagelse fra registreringspligten efter U.S. Securities
Act fra 1933 med senere ændringer. Udstederen af
Værdipapirerne har ikke registreret og agter ikke at
registrere Værdipapirerne eller en del heraf i USA eller i
nogen anden jurisdiktion uden for Danmark og Storbritannien og har
ikke til hensigt at foretage noget offentligt udbud af
Værdipapirerne i USA eller i andre jurisdiktioner uden for
Danmark og Storbritannien. Kopier af denne meddelelse må ikke
distribueres i Australien, Canada, Japan eller USA.
Kvistgård, Danmark, 26. januar 2010 - Bavarian
Nordic A/S (BAVA) meddelte i dag, at en videnskabelig artikel om
PROSTVAC™ er blevet offentliggjort i det peer-reviewede
tidsskrift, Journal of Clinical Oncology (JCO), der er det
officielle tidsskrift fra ASCO (American Society of Clinical
Oncology).
Som meddelt i prospektet vedrørende den
igangværende fortegningsemission, offentliggjort den 8.
januar 2010, indsendte Bavarian Nordic i 2009 artiklen til
tidsskriftet med en forventning om publicering i første
halvår 2010.
Artiklen " Overall Survival Analysis of a Phase II
Randomized Controlled Trial of a Poxviral-Based PSA-Targeted
Immunotherapy in Metastatic Castration-Resistant Prostate
Cancer",er publiceret online forud for tryk på JCO's
hjemmeside:
http://jco.ascopubs.org/cgi/content/abstract/JCO.2009.25.0597v1
Artiklen er baseret på det tidligere rapporterede fase II
studie, der viste en signifikant længere overlevelse (8,5
måneder) i patienter med fremskreden prostatacancer.
Anders Hedegaard, administrerende direktør for Bavarian
Nordic, udtaler: "Vi er begejstrede for at Journal of Clinical
Oncology, der er et af de mest prominente peer-reviewede
tidsskrifter på cancerområdet, udgiver vores
PROSTVAC™ data. Det er en stor anerkendelse af vaccinens
potentiale og det understøtter i høj grad den videre
udvikling og de igangværende forberedelser til fase III
forsøg med PROSTVAC™."
Om PROSTVAC™
PROSTVAC™ er en terapeutisk vaccine på vej i
sen-fase klinisk udvikling, med potentiale til at kunne
forlænge livet for mennesker med fremskreden prostatacancer.
Vaccinen administreres subkutant og fremkalder et specifikt og
rettet immunrespons, som angriber prostatacancerceller. Traditionel
kemoterapi, som i dag anvendes til behandling af prostatacancer,
medfører begrænsede overlevelsesrater og er ofte
forbundet med en række bivirkninger. I modsætning
hertil har PROSTVAC™ potentialet til at forlænge
overlevelsen med en forbedret livskvalitet. PROSTVAC™
udvikles i samarbejde med National Cancer Institute som led i en
fælles forsknings- og udviklingsaftale, der er indgået
med Bavarian Nordics amerikanske datterselskab, BN
ImmunoTherapeutics.
I kliniske undersøgelser er PROSTVAC™ og relaterede
PSA-baserede poxvirusvacciner til dato blevet evalueret i mere end
500 patienter i over 10 år.
Kontakt:
Anders Hedegaard, adm. direktør
Telefon: +45 23 20 30 64